Montage af topstruktur til vindmøllefundament i Lindø Industripark
Lindø Industripark i Munkebo huser med sine tre millioner kvadratmeter en lang række virksomheder inden for offshore industrien. Her har også Bladt Industries placeret sin produktion af vindmøllefundamenter, og industriparken danner således rammen om fremstillingen af de omfattende stålkonstruktioner.
Millimeterpræcise målinger
Geopartner spiller en nøglerolle for Bladt Industries i opsætning og afsætning til produktionen af vindmøllefundamenterne. Vi udfører her indledningsvis en måling af den færdigsvejste stålstruktur, også kaldet en Jacket, samt en kontrolmåling af topstrukturen, som i daglig tale kaldes TP.
Topstrukturen monteres herefter med millimeterpræcision, hvor vi under hele processen kontinuerligt måler de fire prismer på undersiden af topstrukturen. Når placeringen af topstrukturen er godkendt, dokumenterer vi den færdige geometri på hele konstruktionen ved brug af laserscanning. Disse præcisionsmålinger og scanninger foretages med de nyeste metoder inden for opmåling og 3D scanning.
På billedet ovenfor er Danmarks største portalkran i færd med at montere den 170 ton tunge og 60 meter høje topstruktur.
Industriparkens attraktive placering
Topstrukturen til vindmøllefundamentet produceres i Finland og bliver efterfølgende sejlet til Lindø Industripark. Industriparkens attraktive placering sikrer samtidig logistikløsninger, der giver mulighed for udskibning af store komponenter til offshore, og Bladt Industries har i industriparken derfor direkte adgang til Nordsøen og Østersøen med sine store stålkonstruktioner. Dette gør Lindø Industripark til en attraktiv placering for tung industri.
Nyt kontor i Lindø skaber fordele
I starten af 2016 udvidede Geopartner med et kontor på Lindø for både at styrke og udbygge relationer til Bladt Industries og udbygge kunderelationer til andre virksomheder ved at være fysisk tilstede på Lindø. Tilstedeværelsen tæt på projekterne fremmer derfor engagementet og samarbejdet på Lindø og sikrer samtidig mere effektive arbejdsprocesser.
– “Vi agerer som den kontrollerende del i samarbejdet med Bladt Industries, som både indebærer regneopgaver og opmåling. Ved at være tilstede på Lindø er vi mere omstillingsparate og kan bedre udnytte pauserne på blandt andet regne- og ad hoc-opgaver, og vi har derfor ingen spildtid”, fortæller Anja Buhl-Westermann, kort- og landmålingstekniker i Geopartner på Lindø.
Læs mere om, hvordan vi også anvender 3D og foretager afsætning til klimasikring af nyt boligkvarter i Gødvand Enge, eller om præcisionsmåling af vindmøllefundamenterne.