Afsætning af MASCOTs nye hovedkvarter

Foto: Prospekt af det færdige MASCOT-hovedkvarter. Illustration af C.F. Møller. 

MASCOT er gennem de seneste år blevet en større og mere international virksomhed og for at sikre fremtidig vækst, etablerer de nu et nyt 34.000 m2 stort hovedkvarter i Pårup vest for Silkeborg, der samler alle virksomhedens danske medarbejdere.

Geopartner har deltaget i byggeriet siden opstarten i september 2015, hvor vi indledningsvis stod for gennemgangen af tegningsmaterialer fra den tilknyttede arkitekt og ingeniør. Her kontrollerer vi, at tegningerne er i overensstemmelse og ikke indeholder fejl og mangler, der senere kan påvirke vores afsætning af byggeriet.  

Afsætning og grundig kontrol af byggeriet

Vores kort- og landmålingstekniker, Jens Alfred Koldkur, befinder sig flere gange ugentligt i Pårup, hvor han står for al afsætning af byggeriet og mere præcist afsætter byggeriets placering til gravearbejdet, fundamenter til støbearbejdet samt modullinjerne til støbearbejdet og elementopsætningen. 

Vi sørger samtidig for, at det hele tiden er klarlagt, hvor hvad skal bygges, så der ikke forekommer afvigelser i hverken højde eller placering af byggeriet. En særdeles betydningsfuld opgave, da byggeriet består af flere delbygninger, der skal passe sammen, og tolerancen for unøjagtigheder er derfor minimal.


Byggeriet forventes at stå færdigt i sommeren 2017. 

Læs også om, hvordan vi har lavet afsætning og etableret fikspunkter til opførelsen af Det Nye Universitetshospital i Aarhus.

Læs mere om vores kompetencer inden for afsætning af byggeri og anlæg.