Opførelsen af DNU i Aarhus er i fuld gang


Luftfoto af Det Nye Universitetshospital i Aarhus, februar 2016. Foto: Projektafdelingen for DNU

Opførelsen af Det Nye Universitetshospital i Aarhus er i fuld gang. Det 250.000 m2 nye byggeri samler alle afdelinger af Aarhus Universitetshospital under ét tag og integrerer samtidig de 160.000 m2 eksisterende hospitalsbygninger i Skejby, et 50.000 m2 nyt psykiatrisk center samt Dansk Center for Partikelterapi på 8000 m2.

Geopartner har været med siden byggeriets begyndelse og har blandt andet bidraget til udvidelsen af TrygFondens Familiehus, afsætning af den nye etage på hele det gamle Skejby Sygehus samt etableret fikspunkter til hele det nye hospitalsbyggeri.

 

Afsætning til Danmarks første center for partikelterapi

Martin Hedegaard, landinspektør i Geopartner, har deltaget i opførelsen af hospitalsbyggeriet siden 2011 og foretager i dag afsætning til bygningen, der skal huse onkologisk strålebehandling og CT-scannere, samt til Dansk Center for Partikelterapi.


Prospekt af indgangen ved det kommende Dansk Center for Partikelterapi. Illustration: Hoffmann A/S

Dansk Center for Partikelterapi er en milepæl for kræftbehandlingen i Danmark og skal tilbyde en ny og skånsom form for strålebehandling til kræftpatienter. Centeret bliver den eneste af sin slags i Danmark og skal efter planen behandle den første patient med partikelterapi i 2018. 

Byggeriet af Det Nye Universitetshospital i Aarhus strækker sig frem til 2019, hvor de sidste bygninger tages i brug.

Del på: