Stil større krav til din IBS-attest
Ifølge nyt studie fra Aalborg Universitet udarbejdes IBS-attester forskelligt til trods for, at formålet er det samme. Der findes nemlig ingen retningslinjer for, hvad landinspektører skal undersøge, når de attesterer, om et nyt byggeri er lovligt opført. Som bygherre bør du derfor være særligt opmærksom og stille krav til indholdet af din IBS-attest.
Vær opmærksom på forbehold
En Identitets-, Byggelinje- og Servitutattest anvendes til at attestere for et byggeris lovlige placering. Men selvom landinspektøren attesterer for byggeriets lovlighed, kan ansvaret ikke altid placeres hos landinspektøren, hvis der alligevel opstår tvivl om, hvorvidt et byggeri er opført lovligt eller ej. IBS-attester indeholder nemlig ofte en række forbehold. Anne Kristine Munk Mouritsen, landinspektør i Geopartner og adjunkt ved Aalborg Universitet, opfordrer derfor bygherrer til at stille større krav til indholdet af IBS-attester:
– “Det kan være svært for en bygherre at gennemskue, hvad der er undersøgt, og hvad der ikke er. IBS-attester ser forskellige ud, har forskelligt indhold og mangler ofte redegørelser for, hvad der faktisk er undersøgt, og det kan gøre attesten uigennemsigtig for bygherren”.
Derfor opfordrer Anne Kristine bygherrer til at stille større krav til udformningen:
– “Bygherrer bør i højere grad stille krav til, at der bliver redegjort mere præcist for, hvad der attesteres for i IBS-attesten. Og så bør man være opmærksom på de forbehold, der kan forekomme i en attest. Det vil stille bygherrer langt bedre, hvis de senere i forløbet mod forventning skulle støde ind i udfordringer omkring byggeriets lovlighed”.
IBS-attester mangler ensretning
Tina Møller Jensen, landinspektør i Geopartner, har sammen med tre andre landinspektører undersøgt kvaliteten af IBS-attester, og i en ny forskningsartikel stiller hun spørgsmålstegn ved den manglende ensretning hos landinspektører:
– “Der er stor uoverensstemmelse mellem, hvad landinspektører mener, en IBS-attest bør indeholde, og hvad der rent faktisk bliver undersøgt. Landinspektører bør blive mere præcise og redegørende med henblik på at højne attestens validitet og leve op til sit professionelle ansvar”, siger Tina.
Ved IBS-attestering skal en landinspektør sikre, at alle forhold, der falder inden for landinspektørens faglige profil, undersøges, og at der ikke undlades relevante forhold. Men hvad, det præcis indebærer, er uklart:
– “Der er uenighed om, hvor meget der skal undersøges i en IBS-attest, og derfor er der stort behov for en ensretning på området, som ikke kun vil stille bygherrer bedre men også gøre arbejdet for landinspektører lettere, uddyber Tina.
Geopartner arbejder løbende med kvalitetssikring af sine produkter og har på baggrund af undersøgelsen taget initiativ til at se på IBS-attesternes indhold, således det bliver gennemsigtigt for kunden, hvilke forhold der præcist falder inden for landinspektørens faglige profil, og hvilke der ikke gør.