Det gode projektgrundlag til brug ved kloakering
Geopartner har sammen med Ringkøbing-Skjern Forsyning gennemført et spændende projekt i et sommerhusområde på Lodbjerg Hede. Forsyningen skal i gang med at kloakere området af hensyn til miljøet, og man har derfor brug for et validt datagrundlag for at projektere kloaksystemet frem til de enkelte ejendomme, hvor der i dag er septiktanke. Derfor lød opgaven på at registrere indløbet i de eksisterende septiktanke.
Det særligt interessante i dette projekt har været processen, hvor forsyningen har fastsat kvalitetskravene til opgaveløsningen, og Geopartner indledningsvis har gennemført en test og dokumentation af forskellige metoder til at løse opgaven – så den bedste og billigste løsning kunne anvendes i projektet.
På baggrund af resultaterne af testen har Geopartner løst opgaven og afleveret data til forsyningen, som herefter har et projektgrundlag der har den rette kvalitet til at sikre en god løsning af projektet.
Et af hovedspørgsmålene i forbindelse med testen var, om man ikke kunne bruge GPS til opmåling af XYZ, da denne metode er meget kosteffektiv. Kravet til kote nøjagtigheden var fastsat af forsyningen til 1 cm grundet terrænforholdene, hvor der ikke er meget fald at give af.
Kote fastlagt ved nivellement
Testen viste, at det var muligt at opnå en kotenøjagtighed på 5 cm i 95% af tilfældene, hvilket ikke var tilstrækkeligt i forhold til de stillede nøjagtighedskrav. Derfor blev løsningen at anvende GPS til registrering af XY-koordinater, mens koten blev fastlagt ved nivellement (og en nøjagtighed bedre end 1 cm).
Herudover blev der målt terrænkoter på og ved siden af de eksisterende veje af hensyn til placering af skelbrønde og dokumentation af vejforløb. Herved havde forsyningen de nødvendige informationer til at projektere og afsætte skelbrønde. Terrænkoterne er suppleret med dronevideoinspektion til dokumentation af ”før og efter”-situationen for vejene, såfremt der skulle opstå diskussioner herom.
Der er i projektet etableret en række fikspunkter, der er blevet anvendt i forbindelse med højdebestemmelsen (nivellement), og disse fikspunkter vil også blive anvendt af entreprenøren, som skal etablere det nye kloaksystem og forsyningen der udfører kontrolmålinger.
Resultatet af alle anstrengelserne er et projektgrundlag, som giver Ringkøbing-Skjern Forsyning et godt udgangspunkt til at projektere et godt kloaksystem.
Er du interesseret i at høre mere om, hvordan Geopartner kan hjælpe dig med at fremskaffe det gode projektgrundlag, så kontakt os gerne. Se kontaktinfo nedenfor.