Vandstandsmåleren i Thyborøn har som den første i Danmark fået radarreflektor på toppen

Radarreflektor på vandstandsmåler i Thyborøn Havn binder vandstandsdata sammen med satellitdata og øger vores viden om, hvordan land og vand bevæger sig.

Vandstandsmåleren i Thyborøn Havn er placeret i et rør, der stikker et godt stykke op over kajen for at kunne måle de allerhøjeste vandstande. På røret er der nu monteret en radarreflektor, der ’ses’ fra rummet, når Sentinel-1 satellitterne fra Den Europæiske Rumorganisations satellitprogram overflyver Danmark hver sjette dag og måler præcise afstande til jordoverfladen og målerhatten. Radarreflektoren – opstillet i samarbejde mellem Kystdirektoratet, Geopartner Inspections, Kynde & Toft og DTU Space – supplerer eksisterende opmålingsmetoder og bidrager til et mere dynamisk datagrundlag med automatiserede beregninger tæt på realtid og dermed også en øget effektivitet i dataanvendelsen.

Kystdirektoratet står for vandstandsmålinger mange steder rundt omkring i Danmark. Målerne registrerer den øjeblikkelige vandstand, og tidsserier af målinger giver viden om havstigninger og om, hvor ofte vi kan forvente ekstreme vandstande (stormfloder). Det er selvfølgelig vigtigt, at vandstande måles korrekt i forhold til det danske højdesystem DVR90.

Den nye ”radarreflektorhat”

Kolleger fra Kystdirektoratet, Geopartner Inspections og Kynde & Toft spejler sig i den nyopsatte radarreflektor på vandstandsmåleren i Thyborøn Havn.

Geopartner Inspections har sammen med firmaet Kynde & Toft udviklet den radarreflektor, som nu er monteret på vandstandsmåleren. Med den nye radarreflektor på vandstandsmåleren kan Kystdirektoratet løbende korrigere vandstandsmålingerne og dermed få mere detaljeret viden om dynamikken i jord- og havoverfladens niveauændringer hen over året samt på den lange bane. Med andre ord kan man kontrollere om den registrerede vandstand er påvirket af, om selve vandstandsmåleren evt. synker. Det præcise kendskab til havets niveau i forhold til land, er en afgørende faktor i forhold til klimasikring.

Der er store perspektiver i konceptet, også inden for andre sektorer. Ved at knytte radarreflektorer direkte til referencepunkter i højdenettet, f.eks. et fikspunkt ved en vandstandsmåler, kan korrektioner for vertikale landbevægelser foretages med selvvalgt hyppighed.
Geopartner Inspections har allerede introduceret brugen af radarreflektorer og satellitdata i flere andre sektorer og hilser samarbejdet med Kystdirektoratet og denne nye relevante anvendelse velkommen.

Klik på linket her og se specialkonsulent i Kystdirektoratet Carlo Sass Sørensens udtalelse om, hvad radarreflektoren på vandstandsmåleren betyder for de indsamlede data .

Kontakt:

Anders Flensborg Iversen
Landinspektør, forretningschef 3D-laserscanning & drone
Mobil +45 2869 4032
afi@geopartner.dk