Geopartner sikrer retningen

I et stort projekt, hvor en regnvandsledning tunneleres knap 600 meter af Østergaard Entreprise, står Geopartner hver onsdag aften klar med måleudstyr og højt humør til langt ud på natten.

En regnvandsledning på 580 m og 1400 mm i diameter tunneleres 6-8 meter under jorden fra parkeringspladsen ved Føtex i Bolbro, Odense, til eksisterende regnvandshåndtering ved langesøstien. Formålet er at klimasikre byområdet og lede de store mængder af regnvand, der samler sig i området væk.

Det er VandcenterSyd i Odense, der har sat projektet i værk med Østergaard Entreprise som entreprenør på projektet. I det store projekt bidrager Geopartner med en meget væsentlig opgave.

Siden projektets start i august 2020 har Geopartner hver onsdag aften kl. 18 foretaget målinger inde i røret. Målingerne sikrer, at gravemaskinen, der sidder i enden af røret, hele tiden graver i den rigtige retning og at røret dermed får den rigtige placering. Det gøres ved at måle x-, y- og z-koordinater gennem rørets forløb og ud til gravemaskinens position, hvilket kræver høj præcision.

Efter hver måling afleveres data til Østergaard, så anlægningen af ledningen kan korrigeres til rette placering, og arbejdet kan fortsætte morgenen efter. Det betyder en arbejdsdag fra kl. 18 til kl. ca. 02, når den strækning af ledningen, der skal måles, når op omkring de 200 meter.

I løbet af projektet har der været mindre afvigelser fra ledningens planlagte placering, hvilket de ugentlige målinger har korrigeret, og dermed sikret den rigtige retning for tunneleringen af regnvandsledningen.

Projektet har nået sin ende

Gravemaskinen har nu efter 3 måneder arbejdet sig igennem de knap 600 meter jord, og regnvandsledningen ligger nu præcis som planlagt uden store korrigeringer undervejs. Vores afsluttende opgave er at indmåle x-, y- og z-koordinater for bund af rør pr. 6. meter til dokumentation og indlægning i forsyningsdatabase.

Med de ugentlige målinger ved entreprenør og bygherre, hvor tunneleringsmaskinen geografisk er, og det sikrer den korrekte retning under hele processen.

– Morten B. Laursen, landinspektør

Hvad er tunnelering?

Tunnelering er en ”no-dig” løsning, hvor store rør bliver lagt i jorden uden opgravning. Metoden er god til at klimasikre i byområder, da man undgår gener ved traditionel nedgravning af de store regnvandsledninger.