Danmarkshistoriens påvirkning af matrikulære sager i Sønderjylland

Sønderjyllands historie medfører, at de oprindelige matrikler og måleoplysninger i Sønderjylland har nogle særpræg ift. resten af landet.

Skrevet af: Simon Stauning, landinspektørpraktikant i Geopartner i efteråret 2020

Med denne korte artikel ønsker jeg at sætte fokus på og viderebringe nogle af de erfaringer, jeg har gjort mig, med de matrikulære særpræg, der forekommer i det sønderjyske område. Det er interessant, fordi særprægene synes at være en særlig lokal forankret kompetence med afgørende betydning for landinspektørarbejdet i denne del af Danmark.

Det er klart, at jeg som udflytter fra København og med en fødedato i 1991 ikke har skænket det væsentlig betydning eller tanke, at Sønderborg og hele Sønderjylland, afgrænset af Kongeå og med undtagelse af de kongerigske enklaver, op til 1864 var under det tyske styre. Derfor havde jeg heller ikke overvejet de forskelle, der gør, at Sønderjylland rent matrikulært adskiller sig fra resten af landet.

Sønderjylland adskiller sig matrikulært, fordi det bygger på den gamle preussiske matrikulering. Ganske kort tog den preussiske matrikulering af det, vi i dag kender som Sønderjylland, afsæt i et lokalt koordinatsystem med udgangspunkt i den lille tyske by, Ostenfeld. Arbejdet blev døbt ”stückvermessung” og refereres i dag til som ”urmålingen”. Urmålingen blev gennemført ud fra et sæt overordnede netskitser, først ved triangulering og efterfølgende som polygonmåling. Dette muliggjorde detailopmålingen af mindre kortdistrikter ned til indmåling af enkelte ejendomsgrænser, huse, søer osv. Detaljeringsgraden af opmålingsarbejdet var oftest omfattende, og indmålingen af terrængenstande og bygninger gør det nu muligt at genskabe selv meget gamle mål.

Derfor kan det at finde de korrekte oplysninger være besværligt og noget af et opklaringsarbejde, som sågar kan strække sig til, at man må besøge landsarkivet i Aabenraa for at nærstudere de gamle håndtegnede bøger.

Man må dog takke nutidens teknologi og datidens snusfornuft for langt hen ad vejen at overskueliggøre opklaringsarbejdet. I det preussiske system er jordstykker, i modsætning til resten af Danmark, ikke kun hængt op på et matrikelnummer men derimod også et parcelnummer. Parcelnummeret er angivet som en brøk, hvor hver ejendom er født med et unikt nummer. Ændres ejendomsgrænserne f.eks. ved udstykninger, fødes den nye ejendom med samme nævner men ny tæller.

Dermed er det muligt at søge efter historiske ændringer med brug af gamle markrids, der giver en præcis fortælling om, hvor skellet oprindeligt er placeret.

Markridsene er derudover ofte suppleret med forskellige oplysninger om vinkler og afstande, samt placeringen af faste konstruktioner som f.eks. hushjørner. Målene til hushjørnerne er også inkluderet, og derfor kan man ved hjælp af en ny indmåling af selvsamme hushjørne genskabe de gamle mållinjer, der blev kreeret i Ostenfeltsystemet. Derfra kan man så igen genskabe de oprindelige skel.

Arbejdet med det sønderjyske system var interessant, fordi det er en unik viden, der er gennemgående i mange sager. Samtidig er det viden, der ikke kom fra universitetet, men fra folk der virkelig brænder for historien, og det fortjener derfor at blive husket.

En afsluttende note af respekt for de folk, der har arbejdet med dette i mange år, og som ved, at systemet er meget mere, end hvad jeg kan formulere på en lille side, må det siges, at jeg på ingen måder er superbruger ift. de gamle måleoplysninger (endnu), men jeg formår at navigere anstændigt i dem.