Andel Lumen lægger an til ny LER løsning

Andel Lumen sørger for lys og infrastruktur til rigtig mange offentlige rum på Sjælland. Det gør virksomheden til en stor ledningsejer, der udviser rettidig omhu for at matche kravene i den nye lov om LER besvarelser, der træder i kraft 1. juli 2023. Geopartner er i færd med at implementere en  LER 2.0 løsning specielt til Andel Lumen, der giver dem mulighed for at levere de krævede automatiske og digitale LER besvarelser.

Andel Lumen laver lys-løsninger til byrum – primært på Sjælland

Når entreprenører eller graveaktører i dag laver en LER forespørgsel, så kan der gå op til fem dage, før de efterspurgte data om ledningsnettet dukker op – og det gør de samtidig i mange forskellige former og formater. Fra sommeren 2023 skal det være slut, når den nye LER lov stiller krav om fuld digitalisering og ensretning af data:

– Det bliver sådan, at når graveaktøren har sluppet museknappen på sin forespørgsel, så skal han have de nødvendige data senest to timer senere. Det vil betyde, at han kan komme hurtigere i gang med sit projekt. Andel Lumen er en stor spiller og stor ledningsejer, der gerne vil være på forkant i forhold til disse krav i den nye lov. Derfor leverer Geopartner lige nu  vores velafprøvede LER Assistent til Andel Lumen, fortæller Anders Møller Jørgensen, der er teamchef for Geopartners GIS & CAD.

Erfaring fra 150 løsninger

– Vi er kommet rigtig godt i gang med opgaven, der er et kort og komprimeret forløb, fordi løsningen skal være færdig i 2022. Vi har heldigvis et godt og tæt samarbejde med Andel Lumen, der har en meget struktureret tilgang til opgaven, hvilket passer godt til Geopartners tilgang. Derfor arbejder vi godt sammen ud fra en god plan for det hele, lyder det fra Anders Møller Jørgensen, der samtidig kan fortælle, at der med den nye lovgivning lige om hjørnet er rigtigt mange LER opgaver i afdelingen:

– Vores team har efterhånden meget stor erfaring med implementeringen af GIS- og CAD-baserede løsninger til LER besvarelser. Samtidig har de omkring 150 løsninger, vi har implementeret indtil nu, været for alle typer af kunder, der er ledningsejere. Det vil sige fra store koncerner som Andel Lumen til det lille, lokale vandværk. Det er en bredde, der er interessant for os at arbejde med.

På forkant med Open Source

Geopartner har i flere år arbejdet med Open Source-løsninger på GIS-området, der også danner grundlag for Andel Lumens LER Assistent løsning. Anders Møller Jørgensen er imponeret over den udvikling, der er sket på området i de senere år:

Et eksempel på anvendelsen af lys til arkitektonisk byrum – udført af Andel Lumen

– Som Open Source-leverandør står vi klar med løsninger, der kan integreres med hvad som helst, uanset hvad vores kunder i forvejen har af løsninger. Jeg synes, at Geopartner i nogle år har været på forkant med udviklingen væk fra dedikeret software mod mere Open Source, og vi har generelt set en bevægelse i den retning i de senere år. Mange virksomheder afvikler i dag dyrere løsninger til fordel for Open Source, konstaterer Anders Møller Jørgensen og fortsætter:

– I dag bygger vi løsninger til GIS- og datahåndtering på Open Source, uanset hvilken løsning, kunderne efterspørger. Det giver store frihedsgrader i udviklingen af de løsninger, som kunden gerne vil have. Vi tilpasser tingene, uanset om de nødvendige data kommer fra kunden selv eller en tredjepart. På Andel Lumen-projektet har vi fået adgang til data fra netop en tredjepart som en service.

Tredive år på GIS-rejse

LER assistent, som er navnet på Geopartners enkle standardløsning til indsamling og digital levering af ledningsdata, eller specialudviklede løsninger som Andel Lumens kan begge med fordel indgå i Geopartners Map Connect:

– Map Connect er vores hovedmotor, når det handler om at samle og udstille alle informationer, der har med kort og data at gøre. Det har LER besvarelser jo også. Alle vores løsninger arbejder i princippet på Map Connect, der er en bred og god løsning, siger landinspektør Anders Møller Jørgensen om de mange muligheder, der er med GIS-baserede løsninger.

-. For mig har det været spændende at være med på rejsen omkring udviklingen på GIS og CAD området over de seneste næsten tredive år, hvor det har været min metier. Fra løsninger der var for de få, til nu at være udbredt til mange faggrupper og endda hvermandseje, tænk blot på at f.eks. Google Maps, som er en af de mest brugte applikation overhovedet.  Det er stadig interessant at være med til at udvikle GIS-løsninger, der giver stor værdi for Geopartners kunder. Det giver glade kunder og dermed også en glad leverandør, funderer Anders Møller Jørgensen.

Brede kompetencer på Geopartner-holdet

Når Geopartner og teamchef Anders Møller Jørgensen sætter holdet til en opgave som udviklingen af en automatisk og digital LER løsning for Andel Lumen, så er det et hold med brede kompetencer:

– Der er kolleger med, som har GIS viden, som ved noget om drift af Amazon-cloud, som arbejder med software- eller applikationsudvikling. Det er samtidig vigtigt for mig og for Geopartner, at vi er gode til at tale med kunderne. Heldigvis er medarbejderne i afdelingen glade for at komme ud til vores kunder.

– Som afdeling understøtter vi samtidig andre Geopartner-funktioner og -afdelinger, fordi vi også internt tager vores egen medicin og bruger vores egne teknologier. For både os og vores kunder er data guld, som skal bruges bedst muligt. Det kan være geografiske data, ejendomsdata og kort sagt alle data, der kan anvendes til at lokalisere noget geografisk.

Med LER assistent opfylder du loven om det nye Lednings Ejer Register (LER 2.0)

Med Geopartners LER assistent er det muligt at blive tilsluttet det ny Lednings Ejer Register (LER 2.0), som ALLE skal benytte fra 1. juli 2023. Automatisk LER besvarelse giver lettere arbejdsgange og nye muligheder for entreprenører, graveaktører m.fl.

Den nye LER lov, har givet myndighederne beføjelser til at udvikle et nyt og bedre Lednings Ejer Register (LER). Formålet er, at vi for fremtiden skal undgå graveskader, sikre større grad af samgravning og genbruge føringer til fiberudlægning. Svartiden på graveforespørgsler vil med det nye LER system gå fra tidligere 5 hverdage til 2 timer, hvilket nødvendiggør en digital LER assistent som Geopartners eller noget tilsvarende til automatisk håndtering af besvarelser. LER loven foreskriver, at der for fremtiden skal måles data i 3D. Som entreprenør bliver der bedre mulighed for detaljerede ledningsoplysninger i stedet for bare nogle streger på et kort.

Efter indfasningsperioden som foregår nu, SKAL alle være klar til automatisk LER-besvarelse den 1. juli 2023.

Vil du vide mere? Læs om LER-loven her

Kontakt mig:

Lars Klindt
GIS-konsulent
Mobil +45 2858 1660
lkm@geopartner.dk