Dan Cake A/S i Give stod med en stor fabriksudvidelse for døren – med alt, hvad det indebærer af logistiske udfordringer, tekniske krav og planlægningsarbejde. Geopartners specialisering i 3D-scanning af bl.a. bygninger, proces- og industrianlæg er en af nøglerne til at sikre en smidig og effektiv projektgennemførelse med et veldokumenteret projektgrundlag. Det gode samarbejde med totalrådgiver KT Erhvervsbyg A/S og Dan Cake A/S dannede grobund for et projektforløb, hvor scanningsteknologien fra starten skabte fælles forståelse og lettilgængelige data for alle involverede parter.
”Man kan sige, at scanningen kommer virkelig til sin ret, når kompleksiteten er høj – og det er den i produktionsmiljøer som dette,” fortæller Poul Holm Jensen, 3D-specialist og landinspektør hos Geopartner. ”Der er konstruktioner, rør, maskiner og meget lidt plads – og her skal der projekteres ift. at få yderligere udstyr integreret tilpasset de fysiske forhold i produktionen. Det kræver præcision og overblik.”
Dan Cake er i øjeblikket i gang med en markant udvidelse af deres produktion – faktisk næsten to tredjedele af den eksisterende fabrik – og samtidig skal der integreres et nyt sprinkleranlæg, som både skulle dække de nye og eksisterende produktionsarealer. Det blev dog hurtigt klart, at grundlaget for projekteringen var mangelfuldt og at der var et ønske om at projektere i 3D. ”De havde ikke et ajourført tegningsgrundlag eller data til projektering af hele produktionen og derved blev en 3D registrering valgt. Fabrikken og udstyr er bygget ad hoc i etaper over de seneste år, hvilket har resulteret i mange komplekse installationer og svært tilgængelige områder. Dermed kunne miljøet ikke understøtte en traditionel opmåling,” siger Poul Holm.
Vi leverer panoramabilleder, så man kan sidde hjemme i ro og mag og nærmest gå rundt som i Google Street View i sit projekt/data. Det skaber forståelse og værdi på tværs – også for folk uden teknisk baggrund.
Løsningen blev at 3D-scanne hele produktions- og lagerområdet med den mobile Navvis VLX-scanner. Det gav ikke blot præcise data til projektering, men også en visuel oplevelse via en lettilgængelig online adgang som alle kan forstå. ”Vi leverer panoramabilleder, så man kan sidde hjemme i ro og mag og nærmest gå rundt som i Google Street View i sit projekt/data. Det skaber forståelse og værdi på tværs – også for folk uden teknisk baggrund,” forklarer Poul Holm.
Data og produkter blev leveret via en online hosting med enkel brugerflade. ”Et par links i en mail – og så er man i gang. Det gør det lettere at samarbejde, holde møder og planlægge projektgennemførelsen i alle faser ud fra samme gode datagrundlag, selvom man sidder forskellige steder i landet.”, fortæller Poul Holm.
En vigtig fordel ved 3D-scanning er, at man får et komplet datagrundlag fra start. ”Skulle man mangle noget, kan vi altid gå tilbage i data og hente yderligere informationer elle lave det udtræk, der er brug for,” siger Poul og tilføjer: ”Vi måler jo ikke bare enkelte tilfældige punkter – vi måler det hele. Millioner af punkter. Det ville ikke være muligt eller realistisk med traditionel opmåling i den her skala.”
Selve sprinkleranlægget bliver efterfølgende projekteret af kundens egne rådgivere på baggrund af Geopartners data. Men opgaven stoppede ikke der.
“Vi er med hele vejen. Også i den videre proces omkring udvidelsen og tilbygningen. Vi har scannet de eksisterende facader, opmålt stort set hele grunden til situationsplan – også med scanning. Vi har foretaget skelfastlæggelse, leveret fikspunkter til entreprenøren, opmålt fundamenter og er nu i gang med afsætningen til den nye tilbygning. Det hele udsprang af den første scanning – og et godt samarbejde med både rådgiver og kunde.”, fortæller Poul.
Samarbejde og kommunikation er en vigtig parameter.
Poul fremhæver også det tætte samarbejde som afgørende for projektets succes: ”Det, at rådgiver og kunden var så aktivt med og tager de nye teknologier og løsninger med ind i projektet fra start skulle gerne sikre bedre, effektiv, sikre og værdiskabende projektgennemførelse. Samarbejde og kommunikation er en vigtig parameter. Kunden stillede folk til rådighed, hjalp med adgang og planlægning – det gjorde en kæmpe forskel. Det er den slags samarbejde, hvor vi virkelig kan bringe vores viden og værktøjer i spil.”
Geopartners arbejde hos Dan Cake er et eksempel på, hvordan moderne teknologi og god kommunikation kan forvandle komplekse projekter til overskuelige og vellykkede løsninger. ”Teknologierne er modne nu,” slutter Poul. ”Det er nemt at bruge, let at forstå og let tilgængeligt – lige præcis det skaber værdi.”