Der er forskel på, om en miljøvurdering vurderer en plan eller et projekt.
- Strategisk miljøvurdering (SMV): vurdering af planer
- Miljøkonsekvensvurdering (tidligere VVM): Vurdering af projekter
En miljøvurdering sikrer en grundig analyse af de forventede miljøpåvirkninger og giver et klart overblik over konsekvenserne ved forskellige løsninger. Den fungerer som en del af beslutningsgrundlaget for, om en plan eller et projekt kan gennemføres. Det fysiske resultat af miljøvurderingen er en miljøkonsekvensrapport (miljøvurdering af projekter), eller en miljørapport (miljøvurdering af planer).
I miljøvurderinger og miljøkonsekvensvurderinger arbejder man med et bredt miljøbegreb, der bl.a. omfatter:
- biologiske mangfoldighed
- befolkningen, menneskers sundhed og sikkerhed
- fauna og flora
- jordbund, vand, luft, klimatiske faktorer
- materielle goder, landskab, kulturarv, herunder kirker og deres omgivelser
- arkitektonisk og arkæologisk arv
- større menneske- og naturskabte katastroferisici
- ulykker og ressourceeffektivitet
- og det indbyrdes forhold mellem disse faktorer.