Et opdateret og digitalt administrationsgrundlag for pumpe-, dige- og landvindingslag er essentielt for at sikre korrekt opkrævning af driftsudgifter hos de berørte lodsejere. Med vores ekspertise kan vi hjælpe jer med at oprette og vedligeholde et solidt grundlag, så både økonomi og administration er på plads.
Hvad er et pumpe-, dige eller landvindingslag?
Store dele af Danmark ligger i lavtliggende områder, som historisk er blevet drænet for at muliggøre landbrugsdrift og anden arealanvendelse. Vandet ledes væk via dræn og pumper eller holdes ude af området ved hjælp af diger, eksempelvis langs kyster og fjorde. I mange områder anvendes en kombination af dræn, pumper og diger.
Drift og vedligehold af disse anlæg – herunder pumper, diger, kanaler og øvrige tørlægningsanlæg – organiseres i et pumpe-, dige- eller landvindingslag. Laget består af de lodsejere, der har gavn af anlægget. Udgifterne fordeles mellem lodsejerne ud fra en partsfordeling, som fastlægger den enkelte ejendoms bidrag.