Velkommen til to nye områdechefer

I sidste uge bød vi velkommen til to nye områdechefer i Geopartner. Kim Voss, som nu er områdechef for vores afdelinger i Sydjylland, og Mikael Hansen, som er vores nye områdechef på Fyn.

- Vi er rigtig glade for, at Kim og Mikael er blevet en del af Geopartner. De er begge dygtige ledere, som interesserer sig for mennesker og samtidig har en god forretningssans. Det er afgørende egenskaber at besidde for at lykkes i de stillinger, som de nu bestrider, fortæller adm. direktør, Henrik Borup Jeppesen og fortsætter:

- De har samtidig vidt forskellige kompetencer med sig i bagagen. Kompetencer der også er nye i ledergruppen, og det skaber en ny dynamik, som, vi er sikre på, vil bringe meget positivt med sig.

 

Kim Voss, områdechef i syd

Kim kommer fra en stilling som chef for digital kunderejse i den internationale del af Danske Bank og besidder bred erfaring inden for ledelse, kunderelationer, markeds- og forretningsudvikling og medarbejderudvikling. De erfaringer bringer han nu i spil som områdechef i Geopartner for medarbejderne i Vejle, Kolding, Haderslev og Sønderborg.

- Geopartner er en ufattelig spændende virksomhed med stort potentiale, som jeg er glad for at have fået mulighed for at være en del af. Den indeholder rigtig meget faglighed og mange dygtige medarbejdere, som vi skal udnytte på bedste vis samtidig med, at vi tager udgangspunkt i kunden. Det glæder jeg mig til at tage fat på sammen med mine nye kolleger, fortæller Kim.

Kim Voss, områdechef i Geopartner Landinspektører A/S

 

Mikael Hansen, områdechef på Fyn

Mikael er uddannet bygningsingeniør og kommer fra en stilling i den øverste ledelse af entreprenørvirksomheden Hans Jørgensen & Søn A/S. Han har en efteruddannelse inden for ledelse og har bestridt jobs inden for personale- og projektledelse i flere store entreprenørvirksomheder.

- Jeg har en bred erfaring med såvel projektledelse som personaleledelse fra entreprenørbranchen, og jeg kan lide at skabe relationer som en holdspiller. Jeg har allerede mødt en masse nye kolleger fra hele landet, som har taget rigtig godt imod mig, og først og fremmest glæder jeg mig til at lære dem godt at kende, fortæller Mikael.

Mikael Hansen, områdechef i Geopartner Landinspektører A/S


Velkommen til, Kim og Mikael.

Del på: