To nye områdechefer styrker Geopartner



1. september tiltræder Jens Henrik Sørensen og Andy Klarholt som områdechefer for hhv. Nordjylland og København.

Tilføjelsen sker i to områder af landet, hvor Geopartner i løbet af 2015 har etableret sig med to nye kontorer. 5. januar åbnede Geopartner første kontor i Nordjylland, nærmere bestemt i Aalborg, og 1. april overtog Geopartner en mindre landinspektørvirksomhed i København, som blev første kontor på Sjælland. 

Begge kontorer har efter ganske kort tid markeret sig og vist så stort potentiale, at Geopartner nu har ansat to områdechefer, der får ansvaret for at lede kontorerne mod nye succesoplevelser.

 

Unikt hold i Aalborg

Landinspektør og markedschef Martin Bak Rasmussen har stået succesfuldt i spidsen for Aalborg-kontoret siden etableringen i januar i år, og han har ført kontoret gennem en positiv udvikling på ganske kort tid. Blandt andet er Geopartners forsyningsteam, med projektchef Søren Holst i front, styrket med ansættelsen af en af branchens dygtigste rådgivere inden for ledningsrettigheder, Louise Holm Kristoffersen. 

Derudover er forsyningsområdet styrket med nye kompetencer på området for TV-inspektion og brøndregistrering med ansættelsen af Henning Nørgaard, Ole Østergaard og Arnold Thomassen. I juli kom projektchef Morten Thoft til Geopartner i Aalborg. Sammen med virksomhedens øvrige specialister skal han føre den igangværende udvikling af området for 3D- og laserscanning samt droneteknologi videre.

Fra i dag bliver Jens Henrik Sørensen ny områdechef for Nordjylland, som er en region han har mange års erfaring fra og kendskab til. Jens Henrik Sørensen kommer fra en stilling som kontorchef i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og har stærke ledelseskompetencer og erfaringer fra tidligere stillinger i landinspektør- og ejendomsbranchen. Jens Henrik Sørensen har også en baggrund i forsyningsvirksomhederne og i rådgivningsbranchen, og han kommer derfor til Geopartner med en tilgang og viden, som virksomheden satser på, kommer til at skabe stor værdi for de nordjyske kunder 

- Geopartner er i gang med en virkelig spændende udvikling i hele landet, og jeg glæder mig meget til, sammen med resten af holdet, at sætte et præg på udviklingen. Nordjylland er et område, hvor vi ser masser af muligheder for at løse interessante opgaver og skabe værdi i tæt dialog med kunderne. Jeg ser meget frem til at skabe flere gode relationer til kunder og samarbejdspartnere i Nordjylland, siger Jens Henrik Sørensen.

 

Stor aktivitet i København

I København er Andy Klarholt Geopartners nye områdechef, og fra kontoret på Rentemestervej i Københavns nordvestkvarter, kommer han til at føre den positive udvikling videre.

- Markedet i København er unikt og præget af meget stor efterspørgsel på landinspektørydelser på baggrund af mange bygge- og infrastrukturprojekter, og ikke mindst en massiv befolkningstilvækst, hvilket presser boligmarkedet og skaber et stort behov for nye boliger samt udvikling og omdannelse af eksisterende byggeri, forklarer adm. direktør, Henrik Ibsen.

Andy kommer fra en stilling som fast rådgiver og landinspektør ved ”Den Ledende Landinspektør ved Statsbanerne i Danmark”, og står nu i spidsen for udviklingen af kontoret og opgaverne i København.

- Andy Klarholt er en virkelig stærk tilføjelse til vores team i København, da han har et stort kendskab til byen og de opgaver, der præger kontoret. Samlet set har holdet i København et virkelig interessant match af kompetencer, der får os til at se spændt frem til den videre udvikling for Geopartner i København, siger adm. direktør, Henrik Ibsen.

Du kan læse meget mere om udviklingen af kontoret i København her

Del på: