Silkeborg har fart på byggeriet

Vi har næsten lige taget hul på 2017, og der er allerede fuld fart over feltet rundt i vores mange afdelinger. I Silkeborg er de i den grad også trukket i arbejdstøjet, hvor vi er med på en lang række spændende bygge- og byudviklingsprojekter. Rejsegilderne falder nemlig tæt i Silkeborg, som i disse år er en af de kommuner med størst bygge- og anlægsaktivitet (byggefakta.dk), og vi er lige nu med til bl.a. at etablere Silkeborg Erhvervspark, byens nye stadion og en række attraktive boligområder.

 

Silkeborgmotorvejen afføder nyt erhvervsområde

Et af de helt store projekter i og omkring byen er Silkeborgmotorvejen, der blev indviet i efteråret 2016. Tæt på den nye motorvej skyder en ny erhvervspark lige nu op, og første etape af den nye Silkeborg Erhvervspark er allerede godt i gang. Her hjælper vi med at opmåle hele erhvervsområdet, fastlægge nye skel og den fremtidige ejendomsstruktur samt afsætte byggeriet, der skal være med til at skabe nye muligheder og bedre rammer for byens erhvervsdrivende.

Silkeborg Erhvervspark er en del af Erhvervskorridoren, og du kan læse mere om vores arbejde på udviklingen af Erhvervskorridoren her. I forbindelse med Silkeborgmotorvejen har Geopartner også foretaget afsætning af tvillingebroen over Gudenåen og det nedgravede motorvejsstykke gennem Silkeborg by. Læs mere her.

Geopartner Landinspektører afsætter Erhvervspark Silkeborg
Prospekt af det første kontorhus i Silkeborg Erhvervspark. Illustration: Laban Arkitekter. 

 

Opmåling af Silkeborgs nye vartegn

Et nyt og moderne stadion har længe været på tegnebrættet i Silkeborg, og silkeborgenserne kan nu snart se frem til at se spillerne i aktion på den nye grønsvær. JYSK Park forventes færdig til sommer, hvor der bliver plads til 10.000 tilskuere. Geopartner er med i byggeriet af det nye superligastadion, og har siden byggeriets start i 2015 stået for alt det tekniske arbejde med opmåling og afsætning af byggeriet. 


Byggepladsen d. 13. januar 2017 hvor det meste udvendige arbejde på Jysk Park står færdigt. Foto: Silkeborg IF

Følg med i byggeriet af JYSK Park her

 

Erhvervsområder bliver til attraktive boligområder

Flere flytter til Silkeborg, og det skaber behov for udvikling af nye boligområder for at give tag over hovedet til de nye silkeborgensere. I både Lysbro og Sydbyen er vi med til at omdanne tidligere erhvervsområder til attraktive boligområder. Industrigrunden i Lysbro, hvor nedbrydningsfirmaet Kingo Larsen tidligere holdt til, bliver i første etape til 53 boliger. Der er også heftig byggeaktivitet på det tidligere teglværksområde i Lysbro. Her skyder nye attraktive boligområder lige nu op, og de første beboere er allerede flyttet ind.

Tæt på både midtby, sø og skov er vi i Sydbyen med til at udvikle og omdanne et tidligere erhvervsområde, der omfatter ikke mindre end 76 almennyttige boliger, 16 rækkehuse og 40 ejerlejligheder. Vi hjælper med de ejendomsjuridiske forhold til den fremtidige ejendomsstruktur, ejerlejlighedsopdeling og sikrer med opmåling og afsætning, at alt placeres korrekt.

 

Har du brug for hjælp fra en landinspektør, eller vil du gerne vide mere om, hvordan vi kan hjælpe dig i mål med dit projekt? Kontakt din lokale landinspektør her.

Del på: