Præcise volumenberegninger med drone for Aalborg Portland
Geopartner har i flere år hjulpet Aalborg Portland med at volumenberegne deres råstofbunker ved brug af drone. Med en avanceret teknologi kan Geopartner levere præcise målinger af de store bunker, der indeholder råstoffer som kridt, sand og kul. Det gør det muligt for Aalborg Portland at have styr på deres lagere og følge op på, om deres egne målinger stemmer overens med virkeligheden.
– Vi flyver deres største depoter en gang om måneden for at volumenberegne bunkerne. Beregningerne bruges som et ekstra tjek af det råstof, der kommer ind og ud, og de bruger det til at holde op imod opgørelserne, de får fra f.eks. lastbilerne, der læsser gods af, fortæller Anders Flensborg Iversen, forretningschef for 3D-scanning og drone i Geopartner.
Sådan foregår volumenberegningen
Processen starter med, at Geopartners droneoperatør flyver over bunkerne i et nøje tilrettelagt gridmønster.
– Vi har lavet nogle faste fikspunkter i området, så vi kan sikre præcise data. Dronen flyver i samme højde, mønster og med samme overlap hver gang, hvilket gør, at vi kan sammenligne modellerne over tid, forklarer Anders.
Dronen tager billeder af bunkerne med et vinklet kamera og fra forskellige vinkler, hvilket bruges til at skabe en 3D-model af overfladen. Billederne bliver uploadet til Geopartners server, hvor de bliver samlet til en detaljeret punktsky, som bruges til at beregne volumen. Inden databehandleren hos Geopartner beregner volumen ”ryddes der op” i punktskyen, så 3D-modellerne kun har råstof med, dvs. at eventuelle maskiner m.m. fjernes fra modellen. Geopartner leverer derefter en rapport til Aalborg Portland med skemaer, oversigtskort og volumendata.
– Vi siger, at vi normalt kan ramme inden for 10% præcision, da der er lidt usikkerhed forbundet med både beregningen og den efterfølgende konvertering fra volumen til ton, som mange bruger som måleenhed, men vi oplever ved Aalborg Portland, at vores beregninger ligger meget tæt på deres egne opgørelser, uddyber Anders og fortsætter. Det er altså en meget præcis metode og alternative metoder har en større fejlmargin end 10% og tager tilmed længere tid.
En værdifuld løsning for Aalborg Portland
Volumenberegningerne giver Aalborg Portland et overblik over deres råstoffer og sikrer samtidig, at de har tilstrækkeligt med materialer til produktionen.
– Den store værdi for Aalborg Portland er, at de løbende får overblik over, hvad de har liggende af materialer, og kan følge med i udviklingen. Det giver dem f.eks. mulighed for at reagere, hvis der er for lidt råstof til deres produktion, siger Anders og fortsætter, men det er også en kontrol af det de får ind.
Udover de månedlige flyvninger laver Geopartner også årlige overflyvninger af Aalborg Portlands indvindingsområde for at beregne, hvor meget råstof der graves op og for at vise, hvordan deres indvindingsområde ser ud.
– De graver hvert år mange millioner kubikmeter råstof op, og vores flyvninger og dronebilleder giver dem et visuelt overblik over, hvor og hvor langt de er i deres indvindingsområde, fortæller Anders.
Det er ikke kun drone, der bliver brugt til volumenberegning på Aalborg Portlands grund. I klinkeladen, der hvor cementen samles, har Anders og hans dronefører også enkelte gange foretaget volumenberegning. Herinde kan der ikke flyves og der bruges i stedet mobile laserscanning. Scanneren monteres på dozeren der flytter cementen rundt i området. På den måde kan hele hallen opmåles og der kan laves præcise beregninger på den gældende volumen i hallen.
Droneflyvninger sparer tid og øger præcision
Traditionelle metoder til at måle volumen, hvor man måler fra jorden, er både mere tidskrævende og mindre præcise.
– Alternativet ville være at måle fra jorden, hvilket ville give en større fejlmargin end de 10% og tage længere tid, forklarer Anders.
Derudover er droneflyvningerne også ideelle til at måle store og svært tilgængelige områder, hvilket gør dem til en oplagt løsning for både Aalborg Portland og andre virksomheder, der har behov for volumenmålinger.
– Vi flyver også for andre kunder, såsom tegvlærk, grusgrave og jorddepoter. Det er ikke kun volumenmålingen, der er værdifuld, men også det visuelle overblik og dokumentation, vi leverer. Mange steder behøver vi ikke at flyve hver måned – en gang om året kan være nok for at følge med i udviklingen, afslutter Anders.
Aalborg Portland
Aalborg Portland er Danmarks eneste cementfabrik, der producerer, sælger og forsker i Cement. Kridt og sand udgør de centrale råstoffer i alle typer af deres cement. De har egen havn og kridtgrav.
Har du brug for volumenberegninger?
Anders ved præcis, hvordan det gøres bedst og er klar til at hjælpe dig.
Landinspektør, forretningschef 3D-laserscanning & drone
Mobil +45 2869 4032
afi@geopartner.dk