Geopartner leverer miljøkonsekvensrapport for dagligvarebutik i Sønderborg

I Sønderborg er rammerne sat for en ny dagligvarebutik. Den nye dagligvarebutik forventes at tiltrække mange kunder, og skaber dermed mere trafik end hidtil i området. Samtidig er den kommende butik beliggende i umiddelbar nærhed af arealfredningen for Dybbøl, som omfatter et større område, herunder skanserne ved Dybbøl. Dette var baggrunden for, at bygherre har anmodet om, at projektet undergår en miljøvurdering. Derfor har Geopartner Landinspektører udarbejdet en miljøkonsekvensrapport for projektet i samarbejde med SIB Byggeri A/S.

Visualisering af projektet set fra Alssundbroen

Hos Geopartner er det planlægger Gitte Østergård Samson, der har udarbejdet rapporten. Om arbejdet med miljøkonsekvensrapporten siger hun:

–  Vi har set på en række faktorer som støj, trafik og landskab, som kan påvirke området – vores opgave er at sikre, at alle miljømæssige forhold er grundigt vurderet, siger Gitte og fortæller om miljøvurderingslovens brede miljøbegreb:

– I miljøvurderingsloven er miljøbegrebet bredt defineret. Der er altså ikke kun tale om påvirkninger af naturen, men også påvirkninger af fx menneskers sundhed og sikkerhed, kulturarv, arkæologisk arv m.m. Det særlige ved dette projekt var især nærheden til skanserne ved Dybbøl, hvor udsigten over Alssund havde stor betydning for oplevelsen af det fredede område, fortæller Gitte.

Behov for vurdering af miljøfaktorer

Dagligvarebutikken er planlagt til at ligge i et erhvervsområde, men dets nærhed til de nationale kulturhistoriske forsvarsskanser samt øget trafik og støj gjorde, at bygherre anmodede om, at projektet undergik en miljøkonsekvensvurdering. Det kunne, ud fra den indledende screening, ikke afvises, at projektet potentielt kunne have en væsentlig indvirkning på miljøet i byggeriets anlægsfase og i driften af den færdige butik. En miljøkonsekvensvurdering belyser netop projektets potentielle indvirkninger på miljøet, både i byggeriets anlægsfase og i driften af den færdige butik.

Opfylder en miljøkonsekvensrapport andet end et lovkrav?

Miljøkonsekvensrapporten opfylder et lovmæssigt krav, og heri ligger der selvsagt en tydelig værdi. Men dokumentet er ikke kun værdifuldt på denne baggrund, fortæller Gitte:

– Den har også en væsentlig værdi, idet den bidrager til integrationen af miljøhensyn ved tilladelse til projekter. Herved fungerer den som en del af beslutningsgrundlaget for godkendelse af projektet og for inddragelse af offentligheden. Godkendes projektet giver miljøkonsekvensrapporten yderligere værdi, fordi den kommer med forslag til afværgeforanstaltninger og overvågning, hvis dette vurderes nødvendigt.

Arbejdet med strategiske miljøvurderinger og miljøkonsekvensvurderinger bidrager til miljøhensyn i planlægningen og byggeriet

– Miljøvurderinger, både strategiske miljøvurderinger og miljøkonsekvensvurderinger er et spændende arbejdsområde, da det forener mange fagområder og bidrager til et større fokus på bæredygtighed i udarbejdelsen af planer og projekter, fortæller Gitte om hendes arbejde med miljøvurderinger og fortsætter:

– Ingen planer eller projekter er ens, der vil altid være særlige projektudformninger eller lokale forhold, som skal belyses. Som projektet i Sønderborg, hvor dagligvarebutikken med tilhørende parkeringsplads og pyloner skal placeres i de kulturhistoriske omgivelser.

Visualisering af projektet set fra skanseanlægget

Værdien i at vælge erfarne folk til at udføre miljøvurderingen

I Geopartner arbejder teamet Plan og Energi med alle aspekter af miljøvurderingsloven. De rådgiver både kommuner og virksomheder i processen omkring udarbejdelse af miljøvurderinger.

For entreprenørfirmaet SIB Byggeri har Geopartners kendskab til miljøvurderingsloven samt store erfaring med udarbejdelse af strategiske miljøvurderinger og miljøkonsekvensvurderinger sikret dem et effektiv forløb, hvor Geopartners planlægger har koordineret processen for udarbejdelsen af miljøkonsekvensrapporten og haft dialogen med de involverede parter.

– At navigere i denne komplekse miljøvurderingsproces kræver et godt team, hvor vi fagligt kan sparre med hinanden og holde os ajour med nyeste lovgivning og viden, og det gør vi i høj grad i vores team, afslutter Gitte.

Hvad er en miljøvurdering?

En strategisk miljøvurdering eller miljøkonsekvensvurdering er en grundig analyse af den forventede væsentlige miljømæssige indvirkning på miljøet, som en plan eller et projekt eventuelt har. Den skal gennemføres hvis det ikke kan afvises, at planen eller projektet vil have en væsentlig indvirkning på miljøet. En strategisk miljøvurdering gennemføres ved miljøvurdering af planer og en miljøkonsekvensvurdering gennemføres ved miljøvurdering af projekter.

Det fremgår af miljøvurderingsloven, at formålet med loven er at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau og at bidrage til integrationen af miljøhensyn under udarbejdelsen og vedtagelsen af planer og programmer og ved tilladelse til projekter.

Miljøvurderingen afrapporteres ved enten en miljørapport (miljøvurdering af planer) eller en miljøkonsekvensrapport (miljøvurdering af projekter). Der ses på flere miljøfaktorer og miljøbegrebet ses i bred forstand. En miljøvurdering er ikke i sig selv en afgørelse om planen eller projektet skal gennemføres, men indgår som en del af beslutningsgrundlaget forud for afgørelsen.

Miljøvurderingen giver også et overblik over konsekvenserne af forskellige alternative løsninger, herunder også konsekvenserne af, hvis en plan eller projekt ikke gennemføres.

Hvad kan Geopartner bidrage med?

Geopartner yder rådgivning om alle elementer ifm. miljøvurderingsprocessen, herunder:

  • de tidlige faser med afklaring af mulige miljømæssige påvirkninger i en screening
  • udarbejdelse af afgrænsningsnotat til beskrivelse af forventede miljømæssige indvirkninger i miljørapport/ miljøkonsekvensrapport
  • udfærdigelse af sammenfattende redegørelse
  • udkast til § 25-tilladelse
  • opsamling og kommentering af høringssvar

Skal vi udarbejde din miljøvurdering? Kontakt os og hør mere

Carsten Angermair Elfrom
Landinspektør, forretningschef Plan & energi, partner
Mobil +45 3080 8247
cae@geopartner.dk