Hævd imod offentligretlig regulering
Skrevet af: Jonas Højbjerg, landinspektørpraktikant i Geopartner, Silkeborg efteråret 2021
Hævd som vi kender og anvender det i dag, stammer fra Danske Lov 5-5-1 og 5-5-2, fra 1683. Heri fremgår, at man kan vinde hævd over ejendomme såvel som servitutter, såfremt der har været foretaget en uretmæssig råden i 20 år. Siden 1683 er der ift. anvendelsen af begrebet opstået en retspraksis, som dikterer hvorledes hævd fastslås, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at der kan opnås hævd samt hvorledes processen for udarbejdelse af den specifikke sag skal forløbe.
I mange år har denne retspraksis været fastlagt med enighed fra landinspektører og domstole, men de sidste cirka tyve år, er der i særdeleshed ét emne, som har skabt forvirring og diskussion i branchen. Forvirringen opstår i november 2001, da Højesteret, i U 2002.297/2 HD, afviste, at ejeren af en ejendom kunne vinde hævd over retten til at færdes med motorkøretøjer igennem en statsskov. Afvisningen blev begrundet med, at motorkørsel i statsskove er ulovligt, medmindre der er givet tilladelse netop hertil.
Ligeledes i MAD 2015.514 VD fra Vestre Landsret i 2015, hvor ejendomshævd over et lokalplanlagt areal, anvendt som privat have, blev tildelt, men selve arealet fortsat skulle være underlagt lokalplanbestemmelserne. Disse sager skaber forvirring i retspraksis ift. hvorvidt der kan vindes hævd, som strider imod offentligretlig regulering. Det har nemlig ikke tidligere været et forhold, som der har været taget til efterretning i ejendomsberigtigelsessager.
Emnet har været bragt op i fagbladet Landinspektøren flere gange, og har ligeledes været et fokuspunkt på Privatpraktiserende Landinspektørers Forenings generalforsamling i september 2021. Hvorvidt dommene bør danne grundlag for en procedure, som skal implementeres som gældende retspraksis, er noget der deler vandene. Der er adskillige argumenter og synspunkter både for og imod.
Lektor Emeritus Lars Ramhøj er en af de i Landinspektøren hyppigt optrædende forfattere ift. emnet. Ramhøj stiller sig i bl.a. Landinspektøren nr. 3-2016 enig med domstolenes afgørelser, og mener således, at retspraksis bør være, at man ikke kan vinde servituthævd imod offentligretlig regulering. Det påpeges af Ramhøj, at der på trods af en eventuel binding på et hævdvundet areal, stadig tilfalder ejendommen en større bebyggelsesprocent, samt at ejeren altid har mulighed for at søge om dispensation fra den pågældende binding.
Domsafgørelserne er som førnævnt ligeledes blevet mødt af modstand i Landinspektøren, af blandt andre landinspektør Per Christian Nielsen. Per Nielsen påpeger i Landinspektøren nr. 5-2016, at der er god grund til nøje at overveje, hvilken betydning afgørelserne bør få tildelt, inden de bliver grundlag for en officiel ændring af proceduren. Der bliver af Per Nielsen lagt vægt på, at det specifikt fremgår af lovgivning, at der ikke kan vindes hævd over offentlige veje og jernbaner. At der ikke må være andet lovgivning, der strider imod, fremgår ikke af nogen lovtekster. Der bliver ligeledes præsenteret nogle tænkte eksempler, som ifølge Per Nielsen kan tyde på, at domsafgørelserne, og konsekvenser af dem, ikke har været nøje overvejede. Et af de tænkte eksempler omhandler en ejendom, der grænser op til fredskov: Et areal er for 150 år siden blevet inddraget fra skoven til ejendommen, men er af uvisse årsager fejlagtigt ikke blevet registreret. Ved en senere fredskovsregistrering lader man grænsen følge skel. Der er blevet opført et skur på det pågældende areal, som efter en skelfastlæggelse opdages at være placeret i fredskovsareal. Skuret bliver således påkrævet fjernet af kommunen, og ydermere skal arealet genplantes med skov.
I forhold til Ramhøjs argument med, at der kan søges om dispensation i situationer som f.eks. den ovenfor nævnte, bliver det af Nielsen påpeget, at der jo således også kan gives afslag. Der vil dermed kunne opstå nogle konflikter, som lovgivningen og administrationen ikke kan håndtere.
At der, som beskrevet, er meninger både for og imod imødekommelse af dommenes afgørelser, skaber faglig forvirring, som kan besværliggøre ejendomsberigtigelsesprocessen. Der er et tydeligt behov for at få fastlagt hævdserhvervelsesbetingelserne, med henblik på at skabe en ensartet sagsudarbejdelse, som ikke fører til unødvendige og uhensigtsmæssige konflikter. På baggrund heraf, er jurist Jeppe Steen Sørensen fra Geodatastyrelsen blevet interviewet d. 8/11/2021, for at få indblik i styrelsens holdning til problemet.
GST forholder sig, i deres sagsbehandling, ikke til hverken forholdende i marken eller andre oplysninger, som er afgørende for vurderingen af, om hævd er vundet. Oplysninger om hvorvidt den pågældende hævd strider imod offentligretlig regulering, er ikke noget landinspektøren skal forelægge GST. Det er altså landinspektørens ansvar, at afgørelsen om hævd er vundet eller ej, er foretaget korrekt. Således påtager GST sig ikke ansvaret for at yde vejledning om, hvorvidt der kan vindes hævd i strid med lovgivning og offentlige forskrifter.
En pointe i denne diskussion, som potentielt bør få tildelt en vis betydning, er mængden af forberedelse der foreligger, forinden der kan træffes afgørelse i en højesteretssag. Juridisk er en højesteretsdom den øverste instans ift. præcedens, hvorfor afgørelsen fra 2001 vedr. færdselsret i statsskov, må siges at danne grundlag for gældende retspraksis. Det betyder dog ikke, at der ikke er et væsentligt behov, for at gældende retspraksis bliver kodificeret i en lov om hævd. Der bør i den forbindelse blive taget stilling til, hvad der skal være gældende ret i situationer, som retspraksis hidtil ikke har taget stilling til, eller hvor den ikke er entydig. Spørgsmålet er så, hvem der skal stå i spidsen for at initiere en sådan lovgivningsproces. Da det er et emne, som mange fagfolk berører ofte, vil det give mening med en gennemsigtig proces, hvor der bliver lagt op til at præsentere input fra konkrete situationer og interessenter, for at få belyst så mange af de mulige konflikter og komplikationer, som muligt.