Geopartner flytter til Green Tech Center



Geopartner flytter i nye lokaler i det attraktive Green Tech Center i Vejle Nord. Virksomheden bliver dermed del af et innovativt og professionelt netværk med andre rådgivende virksomheder.

Fra mandag d. 7. december er alle medarbejdere fra Geopartners tidligere domicil på Fredericiagade 16 i Vejle flyttet ind på virksomhedens nye adresse Lysholt Allé 12 i det nye erhvervsområde Green Tech Center. Geopartner rykker nærmere bestemt ind i lokalerne i Green Tech Lab, som har de helt rette forhold til virksomhedens instrumenter og teknologi.

 

Knudepunkt for samarbejde

De moderne faciliteter får alle Geopartners knap 200 medarbejdere stor glæde af i kraft af Vejles centrale placering i landet. 

- Flytningen er en rigtig god nyhed for alle i Geopartner. Vi samarbejder rigtig meget på tværs af kontorer, og derfor fungerer Vejle-kontoret som et centralt samlingssted for mange ansatte. Så det er helt perfekt, at vi nu får så fleksible og moderne rammer lige ved motorvejen. Her får vi de innovative rammer, som vi har ledt efter i et erhvervsområde, der matcher Geopartners profil, fortæller landinspektør Peder B. Corneliussen.

Geopartner får udover egne kontor- og mødelokaler i Green Tech Lab mulighed for adgang til fælles mødefaciliteter i Green Tech Center, som har den nyeste teknologi til afholdelse af møder til rådighed for alle virksomheder og organisationer i området. 

 

Center for idéer og udvikling

Green Tech Center er ikke bare et traditionelt erhvervsområde. Centret er en del af Vejle Kommunes resiliensprojekt, som er igangsat efter byen er udvalgt som én ud af 100 resilient cities i verden blandt storbyer som London, New York og Sydney. Et globalt bynetværk, der har som mål at udvikle idéer og løsninger til at gøre moderne byer modstandsdygtige over for fysiske, sociale og økonomiske udfordringer. Derfor finder man i Green Tech Center skæve og nytænkende idéer til udvikling af grønne energiløsninger og bæredygtig vækst.

- Hele konceptet bag området passer Geopartner rigtig godt ind i. Geopartner har nogle af landets bedste medarbejdere og rådgivere på forsyningsområdet og arbejder derfor også med de nyeste løsninger, der skal imødekomme klimamæssige udfordringer. Lige som vi også har kompetencer inden for etablering af grønne energiløsninger, fortæller Peder Corneliussen. 

 

Vigtig rolle i udviklingen

Geopartner har fungeret som rådgivende landinspektør i etableringen af erhvervsområdet og har også en stor rolle i den fremtidige udvikling af området. Direktør for Green Tech Center, Jørgen Andersen, er derfor også glad for at se Geopartner som en af lejerne i erhvervsområdet.

- Virksomheden har medvirket til områdets udvikling i en længere årrække og fungerer også som rådgiver for mange af Vejle-områdets udviklingsprojekter inden for erhvervs- og boligudbygning. Derudover er virksomhedens profil et godt match med de øvrige virksomheder i GTC, siger adm. direktør Jørgen Andersen.

Geopartner holder åbent hus for kunder, samarbejdspartnere og andre interesserede d. 4. februar 2016.

Foto Michael Svenningsen. Fra venstre: Tina Jervelund, Geopartner, Peder Corneliussen,

Geopartner, Jørgen Andersen, Direktør Green Tech Center. 

Du kan kontakte vores Vejle-afdeling her

Del på: