Erik: ”Jeg har hele min værktøjskasse i brug”

Alsidige opgaver, rig mulighed for udvikling og en værktøjskasse, hvor alle værktøjer er i brug. Det beskriver ifølge Erik Bay Thomsen meget godt, hvorfor han til sommer kan fejre 15 år som landinspektør i Sønderborg. Til daglig er han en del af Geopartners team i Sønderborg, der er med, når byens havn omdannes til et moderne byområde.

"At se udviklingen fra udtjent til nyt er mega spændende"

- Vi har gang i rigtig mange spændende projekter i Sønderborg. De seneste otte år har vi været en del af omdannelsen af byens gamle havn fra industri til en moderne bydel med boliger, hotel og erhverv, og det fortsætter mange år endnu, fortæller Erik.

Hotel Alsik og det nye multikulturhus er bare nogle af de projekter, som han har været med til at realisere.

- Vi er med på alle byggerier, og vi har hele paletten i spil. Det er stort set alt inden for de tekniske, matrikulære og ejendomsjuridiske opgaver lige fra situationsplaner, udstykning, bygningsafsætning og tinglysning af et hav af deklarationer til ejerlejlighedsopdeling og vejudvidelser, udtaler Erik.  

Og netop at være med på alle aspekter fra start til slut og se det gå fra ét formål til et andet er noget, Erik ser som det allerbedste ved sit job:

- I dag har jeg eksempelvis været ude på et projekt, hvor en gammel fabrik for landbrugsmaskiner på fem hektar inde midt i byen skal udvikles til boliger. At se noget, som har udtjent sit formål, blive omdannet til et topmoderne byområde og få nyt liv, det er mega spændende.

 

"Du kan ikke gemme dig"

På kontoret i Sønderborg er Erik en ud af seks medarbejdere, og det er ifølge ham en af grundene til, at opgaverne er så alsidige:

- Vi er en lille afdeling, og du bliver hverken overset og kan heller ikke gemme dig. Derfor får du mulighed for at lave al muligt, og det gør det til et ekstremt godt sted at være.

Erik beskriver det også som en af grundende til, at han efter 15 år stadig bliver hængende:

- Ærlig talt havde jeg ikke regnet med at skulle være i Sønderborg i så mange år, da jeg startede. Hvem ved også det, når de står som nyuddannet. Men det har jo noget at gøre med, at jeg trives og får mulighed for at udvikle mig hen ad vejen og finde netop de grene af faget, som jeg synes er sjove og spændende at arbejde med.

Til trods for at kontoret i Sønderborg ligger sydligst og et godt stykke fra storbyerne, er der i hverdagen ikke langt til kollegerne rundt om i landet.

- Vi har en meget uformel omgangstone - ikke kun her på kontoret, men også over for vores kolleger på andre kontorer. Vi griber bare knoglen, og kollegaen i den anden ende er altid klar til at hjælpe, fortæller Erik og uddyber:

- På det seneste har vi blandt andet trukket på kolleger i Kolding, Herning og Odense. Det fungerer rigtigt godt, og det er fedt, at vi altid giver en hånd med, så vi får opgaverne løst, selvom det går stærkt.

Erik Bay Thomsen, landinspektør hos Geopartner i SønderborgErik Bay Thomsen er landinspektør hos Geopartner i Sønderborg.

 

Sønderborg Havn. Foto: Geopartner Landinspektører
Havnen i Sønderborg. Foto: Geopartner

 

Er du Eriks nye landinspektør-kollega i Sønderborg? Læs mere om jobbet og ansøg her. 

Del på: