E.ON Drive Infrastructure får digitaliseret deres ledninger i MapConnect
I takt med at ladestandere bliver en uundgåelig del af vores infrastrukturlandskab, er registreringen af de elledninger, der leverer strømmen, blevet en nødvendighed. I henhold til den nye LER 2.0 lov, så skal alle bevarelsespligtige ledninger digitaliseres. Geopartner har spillet en central rolle i denne proces ved at sikre korrekt opmålte ledninger, så den indsamlede data bliver behandlet i hht. gældende LER lovgivning og sørger for at servicemål overholdes. Alt data er tilgængelig på Geopartners Map Connect-platform.
E.ON Drive Infrastructure, som allerede har et af Danmarks største ladenetværk for elbiler, ser ingen tegn på aftagende vækst. Tværtimod er efterspørgslen efter flere ladestandere konstant stigende.
– Ladestandere er et meget interessant og relevant område, og det forventer vi, at der kommer en del mere af i fremtiden, fortæller Geopartners landinspektør, Line Borre Larsen.
Den stigende efterspørgsel har betydet, at flere elledninger skal etableres og digitaliseres.
Digitalisering af elledninger
For at undgå graveskader i fremtiden er det blevet vedtaget, at alle ledninger skal digitaliseres. Og det har Geopartner hjulpet E.ON Drive Infrastructure med.
– Det handler om den her ledningslovgivning, hvor alt skal digitaliseres, så det er ensartet data, der ligger i LER. Og når man som E.ON har så mange ledninger liggende rundt omkring i landet, så er det vigtigt for dem, at de får alle disse digitaliseret og dermed lever op til de krav, der nu er inden for området, fortæller Line Borre, landinspektør hos Geopartner og projektleder på opgaven.
Den nye LER 2.0 lov trådte i kraft d. 1. juli 2020 med pligtig digital besvarelse 1. juli 2023. Loven skal sikre, at entreprenører og andre, som skal bruge ledningsoplysninger, har adgang til ensartede og sammenstillet information inden for 2 timer. Da alle ledningsoplysninger skal være tilgængelige og ens 24 timer i døgnet har dette også betydet, at alle ledninger skulle digitaliseres.
– Og det er jo det, vi kan, fortsætter Line smilende.
Hos Geopartner har de udviklet en LER assistent, som med få minutters behandlingstid, sikrer at informationen ender ved rette person inden for de 2 timer, som loven angiver.
Overblik med Map Connect
E.ON Drive Infrastructure har, blandt andet, fået lavet en ladestation i Horsens, hvor Geopartners landmåler, Kasper Leth, har opmålt elledningerne og sikret, at den indsamlede data blev korrekt opdateret i Geopartners LER Assistent og udstillet til visning i Map Connect.
– Vores opgave var at få det [ledningerne] målt ind, behandlet den indsamlede data og så lagt over i Map Connect, så det kommer ind i et kort, så de kan se det, fortæller Kasper Leth, landmåler hos Geopartner, og fortsætter:
– Det betyder, at hvis der så kommer en entreprenør eller en anden, der skal grave i det område, så laver man en LER-forespørgsel, og så vil man så kunne se, hvor XYZ er; både placering og detaljer vedr. ledningen.
Geopartners Map Connect samler alt geografisk data i ét kort. Det er en nem og overskuelig løsning, der skaber overblik over forskellige datakilder, og som bidrager til at lette samarbejder på tværs uden, at det kræver specialistviden. WebGIS platformen kan tilpasses, så den indeholder de ønskede integrationer. Som et eksempel, så kan Geopartners føromtalte LER assistent tilpasses og integreres, så løsningen passer til det aktuelle behov hos enhver ledningsejer.
Map Connect
Map Connect er en WebGIS platform udviklet af Geopartner, som bruges til at samle, administrere og visualisere geografiske data. Platformen gør det muligt for brugere at få adgang til præcise kortdata og andre relevante oplysninger, der kan hjælpe med planlægning, vedligeholdelse og drift af infrastrukturer som f.eks. el-ledninger og ladestandere til elbiler.
En del af løsningen
Digitalisering af ledninger har ikke altid været en prioritet – og det gør nogle gange arbejdet i marken lidt sværere, end det ellers kunne være.
– Nogle gange er der en eller anden, der har lavet en håndskitse engang i 47’, som viser, at der ligger en hovedledning dér, og så graver de ned, og så ligger den overhovedet ikke der, og så skal de grave alle mulige steder for at finde den, fortæller Kasper Leth og forsætter:
– Så alt det der med at registrere ledninger er smart nok, du kan bare gå ind og trække alle dataene, og så er det det. Og der ligger jo efterhånden mere og mere i jorden.
Hos Geopartner er de specialister i opmåling og har efterhånden mange års erfaring inden for ledningsregistrering.
– Vi har jo faktisk hele løsningen, fortæller Kasper, og fortsætter:
– altså fra opmåling og databehandling til vores egen hosting og WebGIS, så det er jo supernemt for dem. Altså f.eks. som E.ON – de skal snakke med Line og så er det sådan hele vejen, og så kan de til sidst gå ind på en webside, og se og trække informationerne.
Line nikker og fortsætter:
– Det er jo rart at vide, at der bliver taget hånd om det, så de kan sikre deres ledninger fremadrettet. Hvis der er nogen, der graver ind i dem, så ved de, at de havde deres på det rene.
LER 2.0
LER 2.0 loven, der trådte i kraft den 1. juli 2023, har betydet, at myndighederne har udviklet et nyt og bedre Lednings Ejer Register (LER). Formålet er, at vi for fremtiden skal undgå graveskader, sikre større grad af samgravning og genbruge føringer til fiberudlægning. Svartiden på graveforespørgsler vil med det nye LER system gå fra tidligere 5 hverdage til 2 timer, hvilket nødvendiggør en digital LER løsning til automatisk håndtering af besvarelser.
LER loven foreskriver også, at der skal måles data i 3D. Som entreprenør bliver der bedre mulighed for detaljerede ledningsoplysninger i stedet for bare nogle streger på et kort.
Indfasningsperioden er nu slut, og alle forventes at leve op til de nye automatiske LER besvarelser.
LER Assistent
Det overordnede formål med Geopartners LER assistent er, at LER graveforespørgsler besvares automatisk inden for to timer, og i det rette dataformat. Det hele sker altså i henhold til kravene i LER 2.0. Som ledningsejer modtager man en mail ved hver af de automatisk besvarede graveforespørgsler. Mailen indeholder oplysninger om, hvem der har forespurgt, graveperioden, og hvad indholdet af den automatiske LER besvarelse var.