TITSAM fik ny WebGIS-løsning

TITSAM står for trafikselskabernes IT-samarbejde, og de ønskede en ny løsning, som kunne udstille selskabernes trafikdata på deres hjemmesider.

Til at løse opgaven valgte de Geopartner i et samarbejde med MapCentia. Resultatet blev en enkel og overskuelig WebGIS-løsning til gavn for både TITSAM og samarbejdspartnere.

Ny løsning effektiviserer den daglige drift

Nordjyllands Trafikselskab, Midttrafik og Sydtrafik, som under navnet TITSAM samarbejder om bl.a. erfaringsudveksling, indkøb og drift af IT-løsninger, havde brug for en ny løsning til at udstille busruterne på deres hjemmesider. Løsningen skulle på en overskuelig måde vise de informationer, som de både selv og deres samarbejdspartnere har brug for og bl.a. vise afvigelser i forbindelse med vejarbejde på en enkel måde via hjemmesiden.

Resultatet er ifølge Britta Rasmussen, projektleder for GIS & Data ved TITSAM, en agil WebGIS-løsning sammenlignet med de standard- og kommercielle løsninger, der ellers findes på markedet. Det effektiviserer den daglige drift ved, at det er blevet let at overskue og administrere trafikdata:

- Integrationen til QGIS fungerer også rigtig fint, og fordi integrationen er så simpel, forventer vi, at det bliver let at administrere og nemt og hurtigt at sætte op til brug i en case. Dét kommer til at skabe stor værdi for vores planlæggere i trafikservice, som er dem, der har med den daglige drift at gøre, fordi de hurtigere end tidligere kan finde den information, de søger, fortæller Britta.

 Fleksible udviklingsmuligheder

TITSAM har allerede oplevet flere værdifulde fordele ved leverancen. Vigtigst af alt er dog den fleksible agile udviklingstilgang, som gør, at løsningen udbygges gradvist i mindre dele:

- Valget faldt på denne løsning, fordi den var nem at tilgå og simpel at udbygge med mindre komponenter. Og netop at vi kan tilkøbe de komponenter, vi har brug for, i mindre bidder frem for store modulpakker har været afgørende, fortæller Britta og fortsætter:

- Samtidig er løsningen baseret på Open Source-software, hvilket giver os en stor frihedsgrad. Vi er ikke bundet af mangeårige kontrakter med udbydere og udviklingskroner på bestemte tidspunkter. I stedet kan vi tage fat på en udvikler, når vi har både økonomien og tiden til at udbygge vores løsninger, og det er vi rigtig glade for.

Leverancen er i sin afsluttende fase og vil snart være offentlig på trafikselskabernes hjemmesider til orientering om omkørsler, ruter, stoppesteder mm.

Til venstre: en busrute i den nye GIS-løsning. Til højre: Ruter der kører til busterminaler i den nye GIS-løsning

Del på: