3D scanning og opmåling kan med fordel udføres nu, hvor bygninger er tomme

Udbrud af Coronavirus og nedlukning af Danmark betyder bl.a., at mange kommunale og offentlige bygninger står helt tomme i disse dage.

Geopartner skal i den forbindelse løse en opgave for Frederikshavn Kommune, hvor vi skal 3D scanne seks forskellige kommunale bygninger herunder skoler og daginstitutioner, der alligevel står tomme grundet hjemsendelse af elever, institutionsbørn og ansatte under Corona-epidemien.

– ”Geopartner skal opbygge 3D revit model til deres Facility Management System – en opgave vi skulle have løst på et senere tidspunkt på året, men kommunen har nu valgt at fremrykke både opstart og udførelse af opgaven – situationen taget i betragtning”, udtaler Morten Thoft, projektchef og landinspektør hos Geopartner.

3D laserscanning, opmåling og digitalisering af bygningsmasser i drift er opgaver, vi under normale omstændigheder ofte udfører uden for normale arbejdstider, i weekender eller sågar i ferier, fordi det simpelthen kræver mere koordinering og tilrettelæggelse, når der er folk til stede i bygningerne.

– ”Fordelen ved at udføre opgaverne på nuværende tidspunkt er, at vi kan få fuld adgang til at foretage vores arbejde i tomme bygninger uden at skulle koordinere med igangværende aktiviteter, og vi kan dermed løse opgaverne langt mere effektivt. Vi oplever en velvilje fra kommunernes side til at fremrykke opgaver, der med fordel kan udføres nu, med henblik på at bidrage til en ellers udfordrende tid for rigtig mange virksomheder”, slutter Morten Thoft.

Udbytte af 3D laserscanning og opmåling

3D laserscanning kan bidrage til en systematisk og effektiv driftsøkonomi – herunder vedligeholdelse og drift af bygninger. Geopartners specialister anvender de nyeste 3D laserscannere til indsamling af data. Vi udarbejder 3D BIM-modeller af bygningsmasser, der bl.a. kan give overblikket over eksisterende forhold i bygninger samt et kvalificeret grundlag for optimering af Facility Management.

Vil du vide mere?

Morten Thoft
Projektchef, landinspektør, partner
Mobil +45 2923 7742
mot@geopartner.dk